Familie

Hvem er jeg?

Jeg hedder Jeanne. Jeg er uddannet psykolog fra Århus Universitet i 94. Jeg er autoriseret psykolog og specialist i Klinisk psykologi og Sundhedspsykologi. Jeg har bred erfaring indenfor det psykologiske speciale og har igennem mine mange arbejdsår arbejdet indenfor Psykiatri, Kommune og Hospital. Mine klienter er børn og voksne med alle typer af udfordringer i det liv, der er blevet deres. Det være sig sygdom, angst, depression, parforholdsproblemer.

Jeg bor sammen med min dejlige mand i en lejlighed i Danmarks femte største by. Jeg har 3 skønne børn fra et tidligere ægteskab. Og 3 bonus børn som min mand har bragt ind i mit liv. De er voksne i dag, og min største glæde er at se, hvordan de klarer sig i livet.

Jeg er født og opvokset i Herning. Hvor fanden er Herning?, vil du måske spørge. ”Herning er byen, hvor trådene knyttes”. Det er byens slogan med reference til byens oprindelige erhverv, hvor mange levede af at være uldkræmmere. Tråde der knyttes, skal være mit afsæt for denne blog. Den, du er i dag, er formet af de tråde, der er knyttet undervejs i din livsbane. Der, hvor du kommer fra, er dit fundament. Vi lever i en accelererende kultur, der sætter en ære i at være fremtidsorienteret, og som konstant producerer nye forestillinger om fremtiden. Netop derfor er det nu mere vigtigt end nogensinde at minde os selv om at se vores liv som udstrakt bagud i fortiden, for kun derved kan vi finde rødderne til vores idenditet.

Jeg har længe gået med en drøm om at blive blogger. Jeg vil sætte mit eget liv i spil i en refleksion over menneskelivet og vores forhold til andre. Som psykolog møder jeg hver dag mennesker, der beriger mig med deres måde at være på. Med deres små sejre i livet, deres eftertanke. Som mor og ægtefælle og som veninde har jeg en stor og dejlig familie og omgangskreds, der giver mit liv indhold. De er alle mine inspiratorer. Det vil være muligt at genkende sin egen historie i min blog, da min hensigt netop er at skrive ærligt men også altid respektfuldt.

”Familie” skal være hovedoverskriften for min blog. Ingen detalje fra hverdagslivet er for lille til at få opmærksomhed indenfor denne overskrift. Det være sig samliv, parforhold, skilsmisse, børn, psykiske og fysiske sygdomme i familien, kærlighed, traditioner, opdragelse, holdninger og værdier. En familie er inden for sociologien en gruppe af individer, som forenes. Nogle vil argumentere for, at familie udelukkende kan defineres gennem slægtskab, mens andre vil argumentere for en bredere opfattelse af familiebegrebet. Jeg er fortaler for en bred tilgang til, hvad der skal til af kriterier for at tale om en familie. I det moderne samfund findes der mange forskellige slags familier. Fordi så mange mennesker bliver skilt, lever mange i sammenbragte familier. Det betyder også, at mange børn har både hel-, halv- og stedsøskende.

Jeg er selv en del af en sådan moderne familie. Vi er en familie med mine og dine børn, der hver har deres særlige familier, men sammen er vi er også en familie. Så at tale om familie i meget snæver forstand giver ikke rigtig mening i den tid, vi lever i. Det gør så nok ikke de dilemmaer, vi kan stå over for mindre end i de gode gamle dage, hvor der på godt og ondt var meget mere, der ikke var til diskussion.